Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Om Heldagsskolen

Heldagsskolen Munkekær

Heldagsskolen er Solrød Kommunes tilbud til elever, der af forskellige årsager har sociale og adfærdsmæssige udfordringer i deres skolegang. Disse kan inkludere vanskeligheder med følelsesregulering, socialt samspil, koncentration og opmærksomhed. Tilbuddet er som udgangspunkt rettet mod elever med normal begavelse.

Om Heldagsskolen
Heldagsskolen er en separat afdeling på Munkekærskolen og eleverne visiteres til Heldagsskolen via PPR. Heldagsskolen er et skole med mulighed for SFO efter kl. 13.30. 
Heldagsskolen kan rumme op til 30 elever fra 0. til 9.klasse og eleverne er delt op i tre grupper. Grupperne er sammensat efter alder og pædagogiske overvejelser med hensyn til sammensætning af elevgruppen. 

Formål
Heldagsskolens formål er på bedst mulig vis at sikre den enkelte elev udvikling, såvel fagligt som personligt og socialt. Når det er muligt, arbejder vi sammen med forældrene på en tilbagevenden til almenskolen. Det er dog ikke altid, at tilbagevenden til almenområdet er det bedste for barnet, hvorfor det altid beror på en individuel vurdering. 

Undervisning
Undervisning tilbydes i henhold til folkeskoleloven tilrettelagt efter individuelle hensyn og med en høj grad af differentiering (bekendtgørelsen om folkeskolens specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand). Heldagsskolen tilbyder derfor en særlig tilrettelagt undervisning, hvor der tages udgangspunkt i elevernes individuelle forskelle og behov gennem følgende pædagogiske grundprincipper: struktur, forudsigelighed, genkendelighed, konkretisering og visualisering.

Teams
De daglige teams omkring eleverne består af både lærere og pædagoger. Vi lægger vægt på en tryg og forudsigelig hverdag, hvor eleverne oplever, at de voksne sætter rammen om hverdagens aktiviteter. Dermed frisættes eleverne til at kunne koncentrere sig om at være børn, hvilket skaber rum for fællesskab og relationer.

Vi tror på trivsel gennem tryghed og masser af omsorg og nærvær.

Personalets faglige udvikling
For at sikre personalets løbende faglige udvikling og kvalificering af vores tilbud, har vi to pædagogiske dage om året, hvor personalet modtager undervisning i relevante temaer.

Dette betyder at skolen er lukket på de to dage. Forældre varsles i god tid så de har mulighed for selv at finde andre pasningsmuligheder. Vi er naturligvis behjælpelige hvis der er behov for hjælp til at løse udfordringer med pasning.

Derudover efteruddannes personalet efter individuelle behov med afsæt i Heldagsskolen grundværdier.